Mange pendlere kender fristelsen. Trafikken går i stå, nabosporet ser ud til at glide en smule bedre, og beslutningen om at skifte bane føles både logisk og nødvendig.
Men netop den reaktion er med til at forværre problemet. Ny forskning peger på, at hyppige vognbaneskift i tæt trafik ikke bare skaber irritation og usikkerhed, men også bidrager direkte til længere køer og lavere fart for alle bilister på strækningen.
Det er den britiske matematiker Randa Herzallah fra University of Warwick, der har undersøgt de menneskelige mønstre i trafikken. Hendes beregninger og konklusioner er offentliggjort i det videnskabelige magasin The Conversation.
Forskningen går imod en udbredt forestilling blandt bilister om, at de største trafikpropper først og fremmest skyldes uheld, vejarbejde eller lukkede spor. Den slags hændelser spiller naturligvis en rolle, men de forklarer langt fra alle forsinkelser på motorvejene.
En stor del af trængslen opstår i stedet, fordi tusindvis af bilister reagerer næsten samtidig på små ændringer i trafikken. Når én bil presser sig ind i et andet spor, bliver bilen bagved ofte nødt til at bremse kortvarigt. Den opbremsning sender en kædereaktion videre bagud gennem rækken.
Selv små forskelle i bilisternes reaktionstid og bremsemønstre kan få stor betydning. Det, der starter som en mindre justering, kan udvikle sig til en usynlig bølge gennem trafikken, indtil den ender som klassisk stop-and-go-kørsel flere hundrede meter længere tilbage.
Det er også her, matematikken bliver central. Ifølge forskeren kan den enkelte bilist godt opleve et vognbaneskift som en gevinst i øjeblikket, men samlet set bliver trafikken mindre stabil. Når mange gør det samme, falder den gennemsnitlige hastighed, og køen vokser.
“Så hvad der føles som en klog beslutning for én bilist, kan i sidste ende gøre tingene værre for alle andre,” skriver Randa Herzallah om fænomenet.
Problemet er langt fra teoretisk. Tal fra Vejdirektoratet viser, at bilister i Danmark samlet holder i kø 369.000 timer hver eneste dag. Det understreger, hvor store konsekvenser selv små forstyrrelser i trafikstrømmen kan få, når de gentager sig på tværs af vejnettet.
Herzallah peger samtidig på, at løsningen ikke nødvendigvis kræver store anlægsprojekter eller ny teknologi i alle biler. En del af forbedringen kan komme fra helt almindelig adfærd bag rattet, hvis flere bilister ændrer deres måde at køre på i tæt trafik.
Hun fremhæver tre enkle råd, som ifølge forskningen kan være med til at holde trafikken mere flydende. Det første er at holde en god og sikker afstand til bilen foran. Den ekstra plads giver mulighed for at absorbere små hastighedsændringer uden hårde opbremsninger.
Det andet råd er at accelerere og bremse så jævnt som muligt. Når bilister undgår pludselige bevægelser, bliver trafikstrømmen mere stabil, og risikoen for de bølger af opbremsninger, der forplanter sig bagud, bliver mindre.
Det tredje og vigtigste råd handler om vognbaneskift. Bilister bør så vidt muligt modstå fristelsen til hele tiden at søge mod det spor, der i øjeblikket ser hurtigst ud. Den kortsigtede fordel er ofte en illusion, mens den samlede effekt på trafikken er negativ.
Forskerens konklusion er, at selv en mindre ændring i bilisternes adfærd kan løfte den gennemsnitlige hastighed mærkbart i tæt trafik. Det gælder især i myldretiden, hvor mange små beslutninger bliver forstørret, fordi de påvirker så mange andre trafikanter på én gang.
Budskabet er derfor enkelt, men går imod mavefornemmelsen hos mange bag rattet. Tålmodighed kan i praksis være hurtigere end panik. Og på en fyldt motorvej er det ofte bedre at blive i sit spor og lade trafikken finde rytmen igen end at jagte en åbning, der kun ser ud til at spare tid.
“Det er langt mere effektivt at væbne sig med tålmodighed og forblive i sit nuværende spor, indtil der igen er fri bane forude, konkluderer matenatikken.”